1.1.1 Historie og grænseværdier

Internationalt har det siden 1960-erne været erkendt, at salt fra glatførebekæmpelsen på veje kan påvirke grundvandets kvalitet, således at det ikke opfylder grænseværdierne for drikkevand (Huling & Hollocher, 1972). I lande som Canada, Norge og Sverige har der længe været fokus på klorid fra vejsaltning som et væsentligt problem for miljøtilstanden i ferske vande og for vandforsyninger baseret på grundvand (f.eks. Bækken & Hauge, 2006). Problemet er, at noget af det salte smeltevand nedsiver som en fane af forurenet vand langs vejen og kun langsomt fortyndes med det omgivende grundvand. Dette kan derfor give anledning til en øget koncentration af klorid i grundvandet nedstrøms.

Udenlandske og danske erfaringer med større grundvandsforureninger ledte i 1980-erne til, at vejsaltdepoter i Danmark fik fast bund og skulle ligge under fast tag, så direkte afstrømning blev forhindret. Saltdepoter har siden 1980-erne været underlagt lovgivning, som skal forhindre, at saltet udvaskes til grund- og overfladevand.

Selve anvendelsen af vejsaltet er ikke reguleret vha. dansk lovgivning, da det hidtil har været antaget, at negative påvirkninger på miljøet er lokale og begrænset til jordbunden, vejtræer og beplantning langs vejene. Da vejsaltning er en stor og uforudsigelig post på Statens og Kommunernes budgetter, pågår der dog en omfattende udvikling og forskning for at begrænse brugen mest muligt.

På landsplan er der flere eksempler på boringer, hvor diffus påvirkning fra veje mistænkes for at være årsagen til forhøjede kloridkoncentrationer i grundvand. Her kan nævnes overvågningsboringer i indsatsområdet Vendsyssel, Aalborg (Jens Østergaard, Aalborg Kommune, pers. komm.), Varde (Ribe Amt, 2003), Fyn (Fyns Amt, 2001), og Storkøbenhavn (Hinsby m.fl., 2003). F.eks. beskrev Fyns Amt (Fyns Amt, 2001), at der ”på en række vandværker og i et GRUMO overvågningsområde var et langsomt men konstant stigende kloridindhold i grundvandet”, hvor vejsalt blev foreslået som årsag.

I 1999 blev det vurderet, at der var stor risiko for, at et større forbrug af vejsalt på især ubefæstede arealer ville medføre en uhensigtsmæssig stor risiko for grundvandsforurening med klorid og natrium, hvis vejsalt blev anvendt til ukrudtbekæmpelse (GEUS notat, 1999). Vejsalt er derfor ikke et godkendt ukrudtbekæmpelsesmiddel.

Grænseværdien for kloridindholdet i drikkevandet er af dansk lovgivning fastsat til 250 mg/l for klorid , mens grænseværdien for natrium er på 175 mg/l. Disse grænseværdier er fastlagt ud fra smagsmæssige og til dels korrosive egenskaber, da indtaget af salt gennem maden oftest langt overstiger indtaget gennem drikkevand. Der er således ingen sundhedsmæssige problemer forbundet med at indtage drikkevand med et kloridindhold på grænseværdien (WHO, 2004; BEK 1449 af 11/12/2007).

Der findes ingen kriterier eller biotoksikologisk baserede grænseværdier for kloridindhold i danske søer og grundvand. I Sverige har Naturvårdsverket (1999) opstillet nogle bedømmelser, hvor >100 mg klorid pr. liter anses som et højt indhold med risiko for korrosion og >300 mg klorid pr. liter anses som et meget højt indhold.

1.1.2 Diffus grundvandsforurening fra vejsaltning

Natriumklorid er et ikke-nedbrydeligt stof som i miljøet ikke omdannes kemisk, men kan fortyndes eller opkoncentreres. I grundvandsmagasinet sker der en fortynding via dispersion og diffusion i forhold til de højere koncentrationer fra linje- og punktforureningskilderne (se figur 3.1). Områder med høj nettonedbør og stor grundvandsdannelse er derfor mindre udsatte for negativ påvirkning af grundvand end områder med lav nettonedbør og lille grundvandsdannelse.

De udenlandske erfaringer viser også, at en høj grad af urbanisering med mange og tæt liggende trafikintensive veje forøger risikoen for negative påvirkninger af det omkringliggende miljø (Howard & Maier, 2007). Det må derfor forventes, at Østdanmark og især Storkøbenhavn har størst risiko for kloridforurening fra overfladen pga. især den lavere nettonedbør og højere grad af urbanisering relativt til Vestdanmark.

Figur 3.1 : Grundvand med forhøjet kloridindhold dannes som en forureningsfane langs veje og fortyndes nedstrøms af grundvand med lavere kloridindhold.

Koncentrationer af klorid i vejvand er rapporteret til at være så høje som 25.000 mg/l (Kjølholt m.fl., 1997), og >1.000 mg klorid pr. liter i afstrømmende vejvand om vinteren anses ikke for unormalt. Vejvand vil løbe direkte af fra vejen til kloak eller grundvand, afhængig af vejens indretning. En del af saltet, som tilføres en vej, vil kunne transporteres væk fra vejen ved sprøjt og som aerosoler over større distancer (POLMIT, 2002).

I Vardeområdet er vejsalts forurening af grundvandet undersøgt nærmere (Carlsson m.fl., 1998). Undersøgelsen viste, at indholdet af klorid i grundvandet under to ikke-kloakerede amtsveje kunne blive >1.500 mg/l, dvs. 6 gange grænseværdien for drikkevand, mens indholdet af natrium i den mest forurenede del af fanerne var på gennemsnit på 280 mg/l, dvs. mindre end det dobbelte af grænseværdien. Der blev ikke fundet overskridelse af drikkevandskvalitetskriterier for andre stoffer. Forureningsfanen blev hurtigt fortyndet nedstrøms, og mindre end 100 m fra vejene var klorid- og natriumindholdene under drikkevandskriteriet på 250 mg/l.

I Frederiksberg kommune er der gennemført en række undersøgelser for at udrede, hvorvidt de forhøjede kloridkoncentrationer skyldes vejsalt eller indtrængende marint residualvand. Her fandt Hjuler m.fl. (2007), at der var en risiko for at den nuværende vejsaltning i kommunen kan medføre gennemsnitskoncentrationer i grundvandet omkring eller over drikkevandskriteriet. Vestegnens Vandsamarbejde (2009) fandt yderligere for Københavns vestegn, at kilden til klorid i kalkmagasinet skyldes både marint residualvand og vejsaltning (inkl. vejsaltdepoter).