3.5 Naturligt forekommende klorid koncentrationer
En baggrundkoncentration defineres som ”variationen i koncentrationer af et stof, forårsaget af bidrag fra naturlige geologiske, biologiske eller atmosfæriske kilder” (Hinsby m.fl., 2003). Den nuværende baggrundskoncentration for klorid i nydannet fersk grundvand er ikke på forhånd kendt. Den naturlige baggrundskoncentration, dvs. uden menneskelig aktivitet på marker, veje, m.fl., forventes dog at være lav bortset fra lokalt ved vestvendte kyster og lokalt ved vestvendte skovbryn. I grundvandet findes de højeste gennemsnitskoncentrationer i Østdanmark, og overvågningsdata har antydet, at koncentrationen er stigende i visse dele af Østsjælland (Miljøcenter Roskilde, 2008). Dette forhold er hidtil tolket som et samlet resultat af forøget påvirkning fra dybere lag i form af marint residualvand og mineralsk grundvand fra forkastninger o.l. (f.eks. Klitten m.fl., 2006).
Koncentrationen af natrium og klorid i regnvandet har en årlig middelværdi på <10 mg/l, men varierer betydeligt over året, afhængig af omfanget af især store storme, som bringer klorid ind fra havet. Øgede saltindhold i regnvand kendes f.eks. fra 1990-erne, hvor mere deposition af salt fra havet, som følge af den forøgede stormfrekvens, kraftigt øgede kloridudvaskningen i hele Nordvesteuropa (Fölster m.fl., 2003).
I Sverige findes en samlet opgørelse over de naturlige indhold af klorid i nedbøren og i grundvandet. Her viser det sig, at gennemsnitskoncentrationer i regnvandet varierer mellem 10 i Sydvestsverige til <1 mg/l i Finmarken (Olofson, 1999). Variationen i grundvandet i Sverige er fra ca.10 til 10.000 mg klorid pr. liter som følge af lav kloriddeposition i nord, og isostatisk hævning siden istiden i østlige og centrale dele af landet (Olofsson, 1996).